Pludselig læner præsidenten sig frem og får ild i øjnene: »Det er ren russisk propaganda!«

Vjosa Osmani-Sadriu kender krigen på sin egen krop. Hun kan stadig mærke følelsen af den Kalasjnikov-riffel, som en serbisk soldat tvang ind i munden på hende. Hun var teenager, da de serbiske soldater jagtede hende og hendes familie fra by til by i det nordlige Kosovo. Og hun kan stadig huske den dag, de første NATO-soldater kom. »Vi var unge og fulde af håb. Vi tænker stadig på NATO-soldaterne som vores frelsere,« siger Vjosa Osmani-Sadriu. Den 12. juni er det 25 år siden, at 50.000 NATO-soldater blev sat ind i Kosovo på FN-mandat for at bremse det folkemord, som serbiske soldater og militser havde sat i værk mod kosovoalbanere. De danske soldater blev sat ind i Mitrovica, Vjosa Osmani-Sadrius hjemby. »De var indbegrebet af professionalisme,« husker hun. I dag har Kosovo erklæret selvstændighed. 42-årige Vjosa Osmani-Sadriu er blevet præsident. Og NATOs kontingent er reduceret til 4.500 soldater. Men kampen for frihed fra Serbien er langtfra overstået. Faktisk har spændingerne aldrig været på et højere niveau, siden de danske soldater i sin tid kørte ind: »Mørke kræfter prøver at trække os tilbage til 1990erne,« siger Vjosa Osmani-Sadriu. »Vi er jeres største succes« Berlingske møder præsidenten på Kosovos konsulat i København. Vjosa Osmani-Sadriu er på sit første officielle besøg i Danmark for blandt andet at tale ved årets Democracy Summit. Kosovo er med hendes ord det bedste eksempel i NATOs historie på, at det faktisk lykkedes at bane vejen for demokrati og fred med en militær intervention. Men det er af samme årsag, at Serbien – godt hjulpet på vej af Rusland og præsident Putin – på ny forsøger at skabe ustabilitet: »De vil bevise over for hele verden, at Vesten fejlede i Kosovo. Vi er jeres største succes. Det er derfor, de prøver at bekæmpe os,« siger Vjosa Osmani-Sadriu. Interviewet er kun lige gået i gang, da Vjosa Osmani-Sadriu pludselig afbryder det igen. Med et sideblik og en ordløs fingerbevægelse får hun kommanderet sin rådgiver hen og lukke et vindue. Med en anden får hun en pude i ryggen. Trods hendes unge alder er der ingen, der er i tvivl om, hvem der bestemmer i lokalet. Og selv om hun og hendes folk om nogen kender konsekvenserne af krig, er hun ikke bange for at sætte hårdt mod hårdt over for Serbien og Putin for at sikre sit eget lands fremtid. Nu beder hun EU og NATO gøre det samme. »Eftergivenhed virker ikke. Det opildner kun autokrater.« Støtte fra Rusland Flere end 8.000 civile kosovoalbanere blev dræbt eller forsvandt under krigen Mange familier har aldrig fået udleveret liget. For det var en del af serbernes strategi at transportere de dræbte til massegrave i Serbien for at skjule deres forbrydelser, siger Vjosa Osmani-Sadriu. »Minderne om krig står stadig frisk i folks erindring, og sårene er stadig meget dybe, for der er aldrig sket retfærdighed for de forbrydelser, der blev begået mod vores folk.« Serbiens nuværende præsident, Aleksandar Vučić, var selv informationsminister under krigen. Han anerkender stadig ikke Kosovo som et selvstændigt land og venter bare på det rigtige geopolitiske øjeblik til at tage det tilbage, mener Vjosa Osmani-Sadriu. Og Putins invasion af Ukraine har kun gjort Vučić endnu mere dristig. Han takkede Rusland for »dets støtte, når det gælder om at respektere Serbiens territoriale integritet«, skrev han på Facebook i februar med henvisning til Kosovo. Den russiske indblanding sker både indirekte i form af massiv russisk propaganda og mere direkte i form af militært og økonomisk samarbejde. Selvom Vučić officielt har fordømt Ruslands rekruttering af serbiske lejesoldater, er der stadig hundredevis af serbere, der kæmper på russisk side i Ukraine. Omvendt har Serbien netop modtaget et helt nyt russisk våbensystem mod droner. Og i årevis har Rusland drevet et »humanitært center« tæt på grænsen til Kosovo. USA mistænker det for at være en spioncentral. »Vi har i hvert fald ikke set dem udføre nogen form for humanitært arbejde i de år, centret har eksisteret,« siger Vjosa Osmani-Sadriu. Et blodigt sammenstød De seneste tre år er Kosovo dog også blevet beskyldt for at puste til spændingerne. Mens Serbien har nægtet at anerkende Kosovos selvstændighed, har Kosovo ikke, som lovet, givet øget selvstyre til de godt 50.000 kosovoserbere i landets nordlige kommuner. Kosovo har indsat tungt bevæbnet politi i regionen, forbudt brugen af serbiske dinarer og lukket for adgangen til serbiske banker og en række andre serbiske institutioner, som lokalsamfundet var afhængig af, opsummerer den uafhængige organisation International Crisis Group. Den hårde linje har også affødt kritik fra EU og USA. Men Vjosa Osmani-Sadriu afviser blankt, at hun eller regeringen på nogen måde bærer en del af skylden for de stigende spændinger. I stedet hævder hun, at regeringen blot har forsøgt at indføre lighed for loven i et område, der hidtil har været domineret og terroriseret af kriminelle bander: »Vi er klar til at øge rettighederne for minoriteter i vores land. Men vi er ikke klar til at give Vučić, som er leder af disse bander, flere instrumenter til at underminere os med.« Spændingerne nåede et blodigt højdepunkt i september sidste år, da en serbisk militsgruppe fangede politiet i et bagholdsangreb i det nordlige Kosovo. En kosovoalbansk betjent blev dræbt og to såret. På den serbiske side blev tre militssoldater dræbt. En kendt kosovoserbisk politiker har taget ansvar for angrebet, men ifølge de kosovarske efterretninger var militssoldaterne både blevet trænet og bevæbnet af Serbien. Det benægter Serbien. Hidtil har de serbiske myndigheder dog nægtet at udlevere den selverklærede bagmand, der opholder sig åbent i Serbien. Ild i øjnene Frygten i Kosovo er, at Serbien vil kopiere Ruslands fremfærd i Ukraine og fremprovokere voldelige sammenstød i det nordlige Kosovo, som man så kan bruge som undskyldning for at komme de etniske serbere til undsætning. Men også på et andet plan er Kosovo indirekte forbundet til krigen i Ukraine. I Putins optik er det nemlig det, der skete i Serbien og Kosovo, der har banet vejen for, hvad der nu sker i Ukraine. Det var NATO, der besluttede at bombe Serbien i 1999, uden at bekymre sig om Ruslands eller andres reaktion. Og det var Vesten, der besluttede at anerkende Kosovos selvstændighed i 2008, uden at tage Rusland med i drøftelserne om Kosovos fremtid. Det åbnede ifølge Rusland en »Pandoras æske« af brud på de internationale spilleregler. Men Kosovos uafhængighed kan på intet plan sammenlignes med Rusland illegale invasion af Ukraine, tordner Vjosa Osmani-Sadriu. Hun har en ph.d. i jura med speciale i Kosovos juridiske status. Det her er hendes hjemmebane. »Der er ingen juridisk, politisk eller historisk sammenhæng, og det er ren russisk propaganda at påstå andet,« siger hun. Hun læner sig frem i stolen nu og har fået ild i øjnene. Pegefingeren er fremme igen og vifter foran hende i luften for at slå pointen helt fast: »Kosovos uafhængighed er uigendrivelig. Og det ville være en kæmpe fejl, hvis nogen så meget som skulle tænke på at gøre Kosovo til en del af forhandlingerne med Rusland.« Men Europa bliver aldrig frit og fredeligt, før også Vestbalkan er kommet med i EU, advarer Vjosa Osmani-Sadriu. Det er derfor, Putin er så opsat på at underminere det. Emil Rottbøll er Berlingskes Rusland-korrespondent https://www.berlingske.dk/internationalt/pludselig-laener-praesidenten-sig-frem-og-faar-ild-i-oejnene-det-er